God jul og godt nytår ønskes alle fra Vikingeskibsmuseet

23. december 2025 12:57 , af Jesper Johnsen

Fra 1. januar 2026 overgår Tom Nicolajsen til en projektlederstilling på museet og Mette Germansen bliver Sejladskoordinator.

 

Tom fortsætter i BSU og som kontaktperson til Bådelaugene ligesom han fortsat står for kontakt til Søfartsstyrelsen og godkendelse af skippere mv.

 

Søren Nielsen fratræder sin stilling på museet den 14. januar for at tiltræde en stilling som projektkonsulent for Friluftsliv i Nationalpark Skjoldungernes Land.

 

Bådeværftet er travlt optaget med vedligeholdelse af bådesamlingen og opgaver på vinterværftet. En glædelig nyhed kan opleves i værftshallen, hvor Viktoria er kommet på bedding og bliver kyndigt istandsat og vedligeholdt af bådebyggerne. Vi forventer, at søsætte Viktoria til foråret og håber, at der kan blive dannet et laug omkring båden.

I løbet af januar igangsætter vi det annoncerede arbejde med at udvikle nye målsætninger for bådesamlingen, sejladstjenesten og bådelaugene frem mod åbningen af det nye museum i 2029. I vil som lovet blive inviteret med ind i de processer. Nærmere følger efter nytår.

 

I forskningsteamet fortsætter den store indsats på at få færdiggjort bogen om Skuldelevrekonstruktionerne og på værftspladsen vil arbejdet med den nye rekonstruktion af Skuldelev 5 ligeledes fortsætte i højsæsonen. Måske vil der komme nye spændende projekter til i løbet af året!

 

Planerne for det nye vikingeskibsmuseum udvikler sig fortsat, og vi forventer, at byggepladsen bliver etableret fra 1. august 2026. Inden da vil der ske en omlægning af rør og forsyningsledninger i og omkring området, hvor det nye museum bliver bygget. Vi har jo sammen med jer forsøgt at få bådene placeret på Strandengen, så de ikke skal flyttes eller ligger i vejen for omlægning af rør og forsyningsledninger.

Et flere hundrede år gammelt skibsvrag opdages ud for Københavns Havn. Allerede fra de første undersøgelser står det klart, at der er tale om et unikt fund.

Men hvad er det for et skib, og hvad kan det fortælle om Danmarks historie?

For at finde svar drager historiker Cecilie Nielsen til havs med marinarkæologerne fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der på 13 meters dybde begynder udgravningen.

 

Husk at bruge lidt juletid på at se ”Gåden i dybet” – 4. afsnit fra DR på dr.dk fra 28. december eller 30. december på DR 2 flow, om marinarkæologernes arbejde under havets overflade 😊

 

Og se den opdaterede udstilling om ”Gåden i dybet” i DokuLab i museets åbningstid.

 

Endelig vil vi gerne sige tak for godt samarbejde i det forgangne år og ser med glæde frem mod lysere tider og en ny og spændende sejladssæson.

 

 

De bedste julehilsner og med ønsket om et godt nytår

 

Tom Nicolajsen og Jesper Stub Johnsen